Overlægestilling til Neurologisk Afdeling - København, Danmark - Bispebjerg Hospital

    Bispebjerg Hospital
    Bispebjerg Hospital København, Danmark

    Fundet i: beBee S2 DK - for 1 uge siden

    Default job background
    Fuldtid
    Beskrivelse
    Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals Neurologiske Afdeling har en stilling som overenskomstansat overlæge ledig til besættelse den 1. september 2024 eller efter aftale.

    Stillingen ønskes besat af en speciallæge i neurologi med erfaring med diagnostik og behandling af patienter med bevægeforstyrrelser, som er en af afdelingens specialfunktioner.

    Du vil have funktion i ambulatoriet og være en del af det team, som vurderer patienter med henblik på avanceret behandling ved Parkinsons sygdom inklusive DBS-behandling. Du skal derfor have dokumenteret erfaring med udredning og avanceret behandling ved Parkinsons sygdom.

    Tillige vil du skulle deltage i ledelse og drift af ambulatoriefunktionen i samarbejde med den ledende overlæge og den tværfaglige ledelse i ambulatoriet. Da ambulatoriet rummer mange forskellige funktioner, kræver denne del af stillingen særligt gode kompetencer inden for samarbejde, kommunikation og tværfaglighed.

    Du skal påregne at have bagvagtsfunktionen i afdelingen med 2-3 vagter pr. måned, og du får funktion i MND-daghospitalet.

    Vores afdeling varetager diagnostik og behandling af patienter fra optageområde Byen og har derudover regions- og højt specialiseret funktion inden for bevægeforstyrrelser og amyotrofisk lateral sklerose, rehabilitering, hovedpine samt apopleksi. Vi har indgået en samarbejdsaftale med Bornholms Hospital, så vi fra den 1. maj 2024 også har ansvaret for de neurologiske funktioner på Bornholm. Det er frivilligt om man som læge, ønsker at deltage i denne udefunktion.

    Vi har stort fokus på den akutte behandling af apopleksi og varetager trombolysefunktion for hele Region Hovedstaden hvert andet døgn.

    Afdelingen er bygget op omkring dynamisk teamstruktur med fokus på tværfagligt samarbejde. Der vil blive lagt stor vægt på dokumenterede gode samarbejdserfaringer, som betragtes som et fundament for afdelingens kultur baseret på tillid og psykologisk tryghed.

    Vi er en Universitetsafdeling med både præ- og postgraduat undervisning, hvorfor undervisningserfaring og superversion af yngre læger forventes.

    Afdelingen er normeret med 58 læger, heraf 36 speciallæger.

    I afdelingen foregår såvel basal forskning samt klinisk forskning, og der vil være rig mulighed for ansøgeren til at dyrke disse interessefelter.

    Yderligere oplysninger om stillingen og stillingsbeskrivelse kan fås ved henvendelse til cheflæge Lise Korbo, tlf.: eller pr. mail:

    Ansøgningen bedes udformet i overensstemmelse med Vejledning nr. 62 af 25. juli 2005 om faglig bedømmelse af ansøgere til overlægestilling. Ansøger bør i ansøgningen forholde sig til de 7 kompetenceområder punkt for punkt og i videst muligt omfang dokumentere kvalifikationerne inden for disse kompetencer.

    Ansøgningsfristen er onsdag den 24. april 2024.