Ressourcepædagog til Lejre Kommunes ressourceteam - Hvalsø, Danmark - Lejre Kommune- øverste LOS (IT)

    Lejre Kommune- øverste LOS (IT)
    Lejre Kommune- øverste LOS (IT) Hvalsø, Danmark

    for 2 uger siden

    Default job background
    Fuldtid
    Beskrivelse

    I Lejre har vi en ambition om at skabe stærke børnefællesskaber i vores dagtilbud. Vi arbejder med at styrke børnefællesskaberne blandt andet ved at arbejde med et fællesskabende mindset med inspiration fra NEST-pædagogikken. NEST-pædagogikken er en del af den pædagogiske værktøjskasse i ressourceteamet, og derfor vil du blive introduceret til Nest-pædagogikken ved opstart.

    Om jobbet

    Som ressourcepædagog er du med til at understøtte det pædagogiske personale i at give børn den bedst mulige start i livet, hvor du sammen med det pædagogiske personale medvirker til at skabe læringsmiljøer, der fremmer trivsel og læring for alle børn med udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan.

    Du er som ressourcepædagog medskaber og facilitator af udviklingsprocesser i det enkelte dagtilbud. Du skal understøtte udvikling af den pædagogiske praksis via egen deltagelse, ved sparring og vidensdeling med det pædagogiske personale samt ved direkte pædagogiske indsatser i forhold til et barn eller en børnegruppe. Alle opgaver er bundet op til pædagogiske handleplaner, der udarbejdes i et tværprofessionelt samarbejde.

    Ressourcepædagogens opgave er både at have et blik for det pædagogiske personales professionelle læring og praksisudvikling samt børns læring, trivsel, udvikling og dannelse. Dette dobbelt perspektiv stiller krav til ressourcepædagogens forskellige roller, funktioner, analytiske evner og organisatoriske forståelse.

    Din kerneopgave er, som det fremgår af ovenstående at understøtte og udvikle det pædagogiske læringsmiljø i tæt samarbejde med det pædagogiske personale i Lejre Kommunes dagtilbud. Du skal forvente at bruge din arbejdstid i tæt tilknytning til praksis, og der vil være transport mellem arbejdsstederne.

    Når du starter i ressourceteamet, bliver du introduceret til det pædagogiske arbejde ved at være i praktik sammen med dine kollegaer, du vil ligeledes få en introduktion til NEST- pædagogikken.

    Om dig

    • Du er uddannet pædagog og har bred erfaring med 0–6 års området og gerne med specialpædagogisk viden og erfaring
    • Du brænder for det praksisnære pædagogiske arbejde
    • Du har relationelle kompetencer, idet du møder mange forskellige mennesker og fagligheder
    • Du har et blik for at skabe og udvikle inkluderende læringsmiljøer
    • Du arbejder systematisk og reflekterende
    • Du kan arbejde både selvstændigt og i tæt samarbejde med det pædagogiske personale i dagtilbuddet samt øvrige tværprofessionelle samarbejdspartnere
    • Du kan lide at have en stor grad af frihed og skal selvstændigt planlægge arbejdet omkring din opgaveløsning.

      Om os

      Du bliver en del af ressourceteamet med 9 ressourcepædagoger, som du mødes med til personalemøder og til kollegial sparring/supervision. Ressourceteamet har været gennem et NEST kompetenceudviklingsforløb i 2022/2023, og vi har et igangværende udviklingsprojekt omkring styrkelse af systematik i ressourcepædagogens arbejde.

      • Vi går forrest, når det kommer til faglig kvalitet og udvikling
      • Vi er optaget af at udvikle vores viden og kompetencer
      • Vi arbejder med at have en sparringsmakker
      • Vi understøtter hinanden i hverdagens små og store udfordringer
      • Vi har fokus på social kapital
      • Vi har et gensidigt trygt og loyalt samarbejde med plads til også at have det sjovt
      • Vi arbejder med kvartalsnorm, hvilket giver dig mulighed for at optjene timer til at holde fri ved lukkedage.

        Vi håber, at du vil være med.

        Løn og ansættelse

        Stillingen er 37 timer ugentligt og er ledig fra den 1. juni 2024.

        Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

        Ansættelsessamtalerne finder sted den 26. april 2024, og du får besked den 24. april, om du skal til samtale.