Farmaceut til sekretariatsbetjening af Tværregionalt Forum for Koordination af Medicin - Vejle, Danmark - Region Syddanmark

    Region Syddanmark
    Region Syddanmark background
    Fuldtid
    Beskrivelse

    Vil du være en central aktør i implementeringen af Medicinrådets anbefalinger?

    Er du parat til at påtage dig et stort ansvar for at understøtte en vigtig national dagsorden om medicin? Har du din kliniske faglighed i orden, og kan du omsætte den til gode administrative processer? Så er du måske den farmaceut, vi søger til vores lægemiddelteam.

    Sekretariat for Tværregionalt Forum for Koordination af Medicin

    Tværregionalt Forum for Koordination af Medicin (Forum) er etableret med henblik på at sikre, at ny medicin tages i brug på baggrund af en grundig faglig vurdering af lægemidlernes effekt og de foreliggende studier.

    Forum vejleder og yder gensidig rådgivning om ibrugtagning og anvendelse af medicin samt koordinerer den tværregionale indsats i situationer med potentielt kritiske lægemiddelforsyningsvanskeligheder. Læs mere om Forum her: Tværregionalt Forum for Koordination af Medicin ).

    Lægelig direktør Kim Brixen, OUH Odense Universitetshospital, er udpeget som ny formand for Forum. Derfor flytter sekretariatsfunktionen for Forum også til Region Syddanmark.

    Der oprettes derfor en ny stilling i regionen som sekretær for Forum. Stillingen er placeret i det regionale lægemiddelteam i tæt samarbejde med Farmakologi på Odense Universitetshospital.

    Dine opgaver

    Din vigtigste opgave er at understøtte Forum og formanden i opgaveløsningen, herunder:


    • I samarbejde med formanden forberede de fire årlige møder i Forum, herunder udarbejdelse af dagsorden, mødematerialer og referat samt stå for det praktiske omkring mødernes afvikling

    • Sikre høj medicinfaglig kvalitet i understøttelse af Forums arbejde i samarbejde med Farmakologi

    • Være tovholder for indsamling af viden om ibrugtagning af lægemidler i de regionale lægemiddelkomiteer

    • Understøtte Forums arbejde med fx kvalitetsudvikling, udarbejdelse af skabeloner og standarder mv.

    • Understøtte formanden i hans opgaver med at repræsentere Forum udadtil, fx udarbejdelse af præsentationer

    • Varetage øvrige sekretariatsfunktioner, fx svar på aktindsigter, høringssvar, vedligeholdelse af hjemmeside mv.

    Du vil have det primære ansvar for løsningen af disse opgaver. Opgaven vil dog blive fordelt mellem dig og en af dine kolleger i Lægemiddelteamet, så I kan hjælpe hinanden og tage over for hinanden i forbindelse med ferier etc.

    Du vil derfor også skulle varetage andre opgaver i lægemiddelteamet, herunder særligt at sagsbehandle enkeltansøgninger om anvendelse af lægemidler, der ikke er anbefalet som standardbehandling af Medicinrådet, som hænger naturligt sammen med dine opgaver for Forum.

    Vi forventer:


    • At du er uddannet farmaceut og har nogle års erfaring – meget gerne med sygehusmedicin og gerne fra en administrativ lægemiddelfunktion

    • At du kan arbejde selvstændigt og tage initiativ til forbedringer inden for dit område

    • At du er dygtig til at formulere dig i skrift og tale og kan formidle fagstof, så det er forståeligt for ikke-fagfæller

    • At du trives med administrative opgaver

    • At du er serviceminded og trives med rollen som rådgiver

    • At du er en teamspiller, som vil bidrage til det tætte og gode samarbejde i teamet

    Vi tilbyder:


    • En udfordrende og afvekslende stilling i et team, hvor faglighed og tæt samarbejde vægtes højt

    • Et arbejde, der stiller store krav til din faglige viden om lægemidler

    • Et godt arbejdsmiljø i en afdeling med mange varierende opgaver og en uformel omgangstone, hvor der er fokus på sparring og det gode samarbejde

    • Mulighed for hjemmearbejde

    Om lægemiddelteamet


    • Lægemiddelteamet består ud over dig af 3 lægemiddelkonsulenter, og der er tilknyttet en lægefaglig konsulent og en økonom til teamet. Vi indgår desuden i hoveduddannelsen i Farmakologi og har derfor i perioder en hoveduddannelseslæge i teamet.

    • Lægemiddelteamet løser en lang række opgaver inden for lægemiddelområdet, herunder sekretariatsbetjening af Det regionale Lægemiddelråd, Medicinsk Task Force og Lægemiddelkomiteen for almen praksis, understøttelse af rationel farmakoterapi i både primærsektor og på sygehusene og rådgivning af kolleger, politiske fora, fagpersoner og borgere om medicin.

    • Derudover udarbejder teamet analyser af lægemiddeldata og bidrager til indsatser på politisk prioriterede områder. I øjeblikket er der bl.a. fokus på nedbringelse af opioidforbruget, nedbringelse af medicinspild, udbredelse dosispakket medicin og rationel ordination af antidiabetika. Region Syddanmark udbetalte i 2023 ca. 1,7 mia. kr. i medicintilskud.

    • Vi samarbejder tæt med de praktiserende læger i regionen, sygehusapoteker og de private apoteker, Farmakologi på Odense Universitetshospital, lægemiddelteams i de øvrige regioner og kvalitetsenhederne i regionshuset.

    Om Praksisafdelingen

    Lægemiddelteamet er en del af Praksisafdelingen, som består af ca. 60 medarbejdere med vidt forskellig uddannelsesmæssig baggrund, både administrative og klinikere.

    Afdelingen arbejder med drift, planlægning, forhandling, kvalitet og udvikling inden for sundhedsvæsenets praksisområde, dvs. praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, fodterapeuter og apoteker.

    Vi lægger vægt på at have et godt arbejdsmiljø i afdelingen, hvor vi har en uformel omgangstone, har respekt for hinandens fagligheder og samarbejder på tværs af teams.

    Om stillingen

    Der er tale om en fast fuldtidsstilling.

    Du ansættes i Praksisafdelingen i Regionshuset og refererer til afdelingschefen for Praksis.

    Dit arbejdssted vil være fordelt med ca. 4 dage om ugen i Regionshuset i Vejle og ca. 1 dag om ugen på Farmakologi på OUH Odense Universitetshospital. Dagene planlægges fleksibelt ud fra arbejdsopgaver, møder med formanden osv.

    Hvis du vil vide mere

    Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Anne-Grete Ramlov på , tlf eller afdelingschef Trine Malling Lungskov på eller

    Ansøgningsfrist

    Vi vil gerne modtage din ansøgning senest den 18. april 2024. Vi forventer at holde samtaler den 23. april 2024 og evt. 2. samtaler.

    Tiltrædelse den 1. juni 2024 eller efter aftale.

    Afdeling: Praksis

    Stillingsbetegnelse: Akademiker

    Arbejdstid: Fuld tid

    Arbejdssted: Vejle

    Ansøgningsfrist: 18 Apr 2024