Afdelingsbefalingsmand med faglig indsigt til ACW logistikafdeling i Karup - Vestjylland
for 1 dag siden

Jobbeskrivelse
Air Control Wing (ACW) søger en fagligt stærk og udviklingsorienteret afdelingsbefalingsmand til en central stilling i logistikafdelingens chefteam.
Stillingen er for dig, der ønsker strategisk indflydelse og mulighed for at præge udviklingen af ACW logistiske område i en operativ kontekst med stor betydning for Forsvarets samlede opgaveløsning.
Om os
Air Control Wing er en af Flyvevåbnets operative enheder, der året rundt – 24 timer i døgnet - overvåger og kontrollerer det danske luftrum samt indsætter kampfly til beskyttelse af Danmark.
I Air Control Wing fokuserer vi på at skabe resultater gennem høj faglighed, godt arbejdsmiljø og udvikling – medarbejderne er vores styrke og vigtigste ressource. Air Control Wing er en fleksibel arbejdsplads med mange forskellige medarbejdere, både hvad angår specialer og baggrund.
Air Control Wing er geografisk spredt med hovedsæde i Karup og med enheder placeret rundt om i Danmark (Bornholm, Kastrup, Skagen, Skalstrup og Skrydstrup).
Air Control Wing Logistikafdeling er en operativ logistisk enhed som drifter, driver og deployerer Air Control Wings operative Air Command & Control systemer og materielkapaciteter til luftrumsovervågning og luftrumskontrol.
Den logistiske opgaveløsning skal altid have et operativt islæt, der er integreret og samstemt med den samlede opgaveløsning i henhold til Air Control Wings kerneopgaver. Logistikafdelingen er ansvarlig for til en hver tid at holde Air Command & Control systemer og kapaciteter til brug for luftrumsovervågning og luftrumskontrol operative.
Om stillingen
Stillingen er en faglært chefsergentstilling med den primære funktion som afdelingsbefalingsmand og en sekundær funktion som teknisk sagsbehandler, hvor du får ansvar for et tildelt fagområde i forhold til din faglige baggrund. Du vil få direkte indflydelse på ACW nuværende og fremtidige evne til at understøtte overvågning, kontrol og indsættelse af fly.
I hverdagen som afdelingsbefalingsmand vil du referere direkte til afdelingschefen i et tæt samarbejde, og indgår i afdelingens chefteam sammen med den næstkommanderende for logistikafdelingen.
Stillingen er placeret i ACW Logistikafdeling på Flyvestation Karup, og er i praksis organisatorisk forankret i det logistiske stabselement bestående af tekniske sagsbehandlere, der dækker alle ACW materielkapaciteter. Stabselementet varetager de rammesættende logistiske og materielmæssige forhold for ACW Logistikafdeling og indgår i tæt samarbejde med Flyverkommandoen og FMI, bl.a. i forbindelse med nyanskaffelser, moderniseringer og udfasning af materiel.
Som afdelingsbefalingsmand kommer du blandt andet til at beskæftige dig med følgende opgaver:
- Udvikling, udvælgelse og uddannelse af befalingsmandskorpset i logistikafdelingen; herunder også konstabler med lederpotentiale.
- Bidrage til den samlede ledelsesudvikling, og derved understøtte rammerne for psykologisk tryghed og mission command.
- Bidrage med støtte, sparring og mentoring på tværs af organisationen.
- Indgå i den samlede opgaveløsning i afdelingens chefteam sammen med afdelingschefen og den næstkommanderende samt den udvidede chefgruppe med sektionschefer og elementledere.
Opgaveporteføljen som teknisk og faglig sagsbehandler er bred og varieret og omfatter bl.a.:
- Teknisk og logistisk sagsbehandling på stabsniveau
- Koordination og styring på tværs af ACW og eksterne samarbejdspartnere
- Deltagelse i projektarbejde vedrørende materiel, kapaciteter og organisatorisk udvikling
Stillingen har mange berøringsflader og kræver evne til at skabe sammenhæng, retning og forståelse på tværs af organisationen.
Der kan forekomme møde-, kursus- og øvelsesaktivitet i ind- og udland i op til 2–3 uger årligt. Du forventes desuden at vedligeholde din indsættelsesparathed gennem idræt og grundmilitær efteruddannelse, da udsendelse kan forekomme.
Om dig
Vi søger en afdelingsbefalingsmand, der mestrer situationsbestemt ledelse og evner at navigere på både strategisk og operativt niveau. Du er i stand til at sætte en klar retning for Air Control Wings logistiske opgaver og ledelsesmæssige udvikling samt bidrage til, at vi arbejder i alle fire dimensioner af Forsvarets ledelsesgrundlag.
Du har en inkluderende ledelsesstil, der understøtter gensidig tillid og forståelse, hvor du kommer til at stå i spidsen for udviklingen af afdelingens dygtige mellemledere, og indgå i et tæt samarbejde på alle ledelsesniveauer i afdelingen.
Du skal være klar til at udøve dit virke som afdelingsbefalingsmand både direkte, men også indirekte gennem dygtige og engagerede medarbejdere, ledere og chefer i afdelingen, og være i stand til at give slip på detaljerne og fokusere på helheden i stedet. Erfaring med distanceledelse er en fordel, da afdelingen er geografisk spredt over hele landet – her vil din evne til at fokusere på det store billede være essentiel.
Som afdelingsbefalingsmand er du modig, og du bruger din personlighed aktivt i skabelsen af et trygt og udviklende arbejdsmiljø med en stor grad af psykologisk tryghed. Her er der plads til, at hver medarbejder kan vokse og få medindflydelse på både deres arbejdsvilkår og løsningen af opgaverne.
Du har en tydelig og kommunikativ ledelsesstil, hvor du ikke kun sætter kursen, men også stoler på, at opgaverne løses bedst muligt lokalt. Gode relationer er vigtige for dig, og du vil være med til at skabe en samarbejdskultur i afdelingen, hvor helhedsforståelse og tværgående kommunikation er i fokus.
Du vil også komme til at bidrage til den teknisk faglige sagsbehandling, hvorfor det er essentielt, at du er faglig velfunderet inden for ACW forskellige materielsystemer, og her har evnen og lysten til at præge den teknologiske udvikling. Det er derfor vigtigt, at du har tidligere erfaring med teknisk sagsbehandling, driftsplanlægning af logistikken samt erfaring med projektarbejde.
Som både chefsergent og sagsbehandler er du imødekommende, struktureret og kommunikativ stærk i både skrift og tale. Du formår at skabe dialog og forståelse på alle niveauer og inddrager relevante aktører i beslutningsprocesser.
Det er endvidere en forudsætning, at du har kørekort kategori B.
Til ansættelsessamtalen vil der være nedsat et ansættelsesråd, det værdsættes hvis du vedhæfter din seneste FOKUS bedømmelse, CV og evt. persontypetest (MBTI, GARUDA etc.) på din jobansøgning.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en chefsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en seniorsergent med et godt udviklingspotentiale.
Hvis du ikke opfylder uddannelseskravet, kan du ansættes på en uddannelsesaftale, hvor du forpligter dig til at gennemføre relevante uddannelseskrav. Aflønning sker i henhold til stillingens lønniveau. Udnævnelse til chefsergent kan finde sted, når uddannelseskrav og Forsvarets fysiske basiskrav er opfyldt, samt når du har en godkendt helbreds- og tandlægevurdering og honorer de almene krav for udnævnelse.
Faglært tillæg er betinget af godkendt uddannelse mod fremvisning af gældende svendebrev eller uddannelsesbevis jf. gældende overenskomst.
Dit faste tjenestested er Karup.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen.
I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen – her B som betyder, at du skal kunne helbredsgodkendes til tjeneste i hele rigsfællesskabet, alle NATO-lande samt sejlads i danske og europæiske farvande og Nordatlanten.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingschefen, oberstløjtnant Carsten V. Højmark på telefon og mail ACW-L-.DK, eller sektionschef for Logistic Staff, major Danny Christensen på telefon og på mail ACW-LS-.DK.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Öznur Orabaci ved Personelkommandoen på mail FPS-.DK (Fra 3. marts 2026 er mailadressen PKOM-.DK)
Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Ansøgningsfrist er 16. marts 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.
FOKUS og referencer kan medsendes.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Air Control Wing
Luftrummet over Danmark overvåges døgnet rundt - året rundt, og intet luftfartøj nærmer sig Danmark, uden at Air Control Wing opdager det. Air Control Wing er luftens grænsevagter, og vi er de første til at opdage og reagere på luftfartøjer, som kommer tæt på dansk luftrum, og som kræver indsættelse af afvisningsberedskabet.
Myndigheden er en skarp operativ enhed, der står for overvågningen og kontrollen med luftrummet. Den operative opgaveløsning er støttet af en dedikeret og stærk supportenhed og logistikenhed, hvor specialiserede teams løser opgaver med alt lige fra sikkerhed og militær træning til vedligeholdelse og optimering.
Du bliver en del af en mangfoldig familie bestående af passionerede kollegaer, der hver dag bidrager med engagement og et højt fagligt niveau. Vi har et stærkt kollegafællesskab, og vi tror på, at den enkelte kan gøre en stor forskel, men at vi ved fælles styrke kan nå endnu mere.
Lignende jobs
Sektionschef til Logistikafdelingen ved Air Control Wing i Karup
Kun for registrerede medlemmer
Er du interesserede i at være chef for et hold af højt kvalificerede tekniske sagsbehandlere? Så har vi jobbet til dig! · Air Control Wing er en operativ enhed der står for overvågningen og kontrollen med luftrummet i Danmark. · Du bliver del af en mangfoldig familie bestående af ...
for 1 måned siden
Flyverkommandoen søger en overværkmester eller seniorsergent til en stilling som Lead Auditor til arbejdet med compliance monitoring og kvalitetssikring i regi af DKMAR Continuing Airworthiness Management Organisationen (CAMO). Ønsker du at arbejde med komplekse sagsområder inden ...
for 1 uge siden