har du lyst til at formidle din faglige viden til gymnasieelever? - Aarhus, Danmark - Aarhus Universitet, Bygning 1520, 1522-1529

    Aarhus Universitet, Bygning 1520, 1522-1529
    Aarhus Universitet, Bygning 1520, 1522-1529 Aarhus, Danmark

    for 3 uger siden

    Default job background
    TEMPORARY
    Beskrivelse

    Det rullende Universitet søger studerende fra Natural Sciences og Technical Sciences på Aarhus Universitet, der har lyst til at formidle sin faglige viden til gymnasieelever fra den 1. august 2024. Stillingen som studieformidler er et fagligt relevant studiejob, hvor du bliver en del af et stærkt socialt og fagligt netværk med studerende fra alle fakulteter på Aarhus Universitet.

    Hvad er Det rullende Universitet?

    Det rullende Universitet er et tilbud til gymnasieuddannelser, hvor studerende fra Aarhus Universitet overtager undervisningen af gymnasiets elever en hel dag. Det rullende Universitets formål er at give gymnasieelever en smagsprøve på den faglighed, man møder på et universitet samt at give dem et indblik i, hvordan det er at studere på universitetet.

    Hvad får du ud af jobbet som studieformidler?

    Du får trænet dine evner som kommunikator og vil få stor erfaring med at formidle din faglighed til forskellige målgrupper. Du vil få et andet perspektiv på din egen faglighed ved selvstændigt at udvikle et formidlingsforløb, der vil give gymnasieeleverne forståelse for det emne, du er optaget af. Du får selv indflydelse på, hvilket emne, du vil formidle i - vigtigst af alt er, at det er et emne, du brænder for at formidle videre. Uanset hvilken uddannelse du kommer fra, er du meget velkommen til at ansøge, for det er ikke et krav, at dit emne tager afsæt i et kendt gymnasiefag. I dig skal gymnasieeleverne møde en studerende, der i øjenhøjde deler sine egne overvejelser om studievalg og som sætter gang i elevernes refleksioner om valg af uddannelse. Du vil få ansvaret for at give gymnasieeleverne et realistisk billede af, hvad det på mange måder vil sige at studere på universitetet, og du vil blive trænet i at facilitere den gode dialog om overgangen mellem gymnasium og universitet.

    Hvor meget tid skal du afsætte?

    Som det første skal du deltage i et formidlingskursus, så du får kompetence til at formidle til gymnasieelever. Det er et krav for ansættelsen, at du deltager i hele kurset. Kurset forløber over to kursusgange og finder som udgangspunkt sted i Aarhus den 19. og 22. august 2024. Ud over deltagelse på formidlingskurset forventes du at melde dig til formidlingsdage på gymnasierne. Du skal være indstillet på nogle lange dage - typisk afgang med bus fra Aarhus Universitet meget tidligt om morgenen og retur sidst på eftermiddagen. Antallet af arbejdstimer pr. uge vil variere og er afhængig af, hvor mange formidlingsdage, du tilmelder dig, og om du herefter bliver udvalgt af gymnasierne til at formidle. Der kan derfor forekomme måneder med 0 timer, dvs. alt fra 0 til 12 timer om måneden kan forekomme. Timerne vil ligge i tidsrummet fra kl Du kan med dags varsel blive tilbudt timer. Du har ikke pligt til at acceptere de tilbudte timer.

    Arbejdstiden i tidsrummet vil variere alt efter transporttid til og fra gymnasierne.

    Er jobbet lønnet?

    Ja Stillingen som studieformidler er et fagligt relevant studiejob, og du bliver lønnet for din deltagelse i formidlingskurset samt for alle de dage, hvor du er ude og formidle med Det rullende Universitet.


    Hvem kan ansøge, og hvad skal min ansøgning indeholde?

    Alle studerende fra Aarhus Universitet kan søge stillingen som studieformidler ved Det rullende Universitet. Din ansøgning skal indeholde:

  • en overskrift, hvor navnet på din uddannelse fremgår
  • nogle foreløbige tanker om et fagligt emne du gerne vil formidle i, hvordan du vil formidle, samt mulige forslag til en titel på dit faglige emne (du skal regne med, at dit modul ude på gymnasiet varer ca. 90 minutter)
  • en tydelig angivelse af, hvor mange ECTS du har opnået
  • hvornår du forventer at afslutte din uddannelse
  • begrundelse for at ansøge
  • udskrift af dine eksamensresultater
  • øvrige relevante oplysninger
    Alle studerende er velkomne til at søge stillingen, dog vægtes studerende, der som minimum påbegynder 3. studieår pr. 1. august 2024 og således har opnået 120 ECTS-point. Skulle du have andre relevante kvalifikationer til jobbet, må du meget gerne anføre disse i ansøgningen. Vi forventer, at dit emne også kan vække interesse hos elever med en faglig baggrund, der ligger langt fra dit eget faglige udgangspunkt, og at emnet vil kunne bruges på alle typer gymnasiale ungdomsuddannelser.


    Ansøgningsfrist

    Alle ansøgninger skal være modtaget senest d. 25. april 2024. Vi forventer at

    afholde samtaler i uge 22 og give svar om ansættelse i uge 23.


    Arbejdsadresse:

    Arbejdsstedets adresse er Nat-Tech Uddannelse, Aarhus Universitet, Ny Munkegade 120
    8000 Aarhus C.

    Har du spørgsmål?

    Læs mere om Det rullende Universitet på Hvis du har spørgsmål til stillingen eller Det rullende Universitet, kan du henvende dig til projektleder Stinne Faldborg Jørgensen på email: eller Sine Bækgaard Madsen på email:

    Formalia

    Ansættelse sker i henhold til overenskomsten for studenterundervisere ved universiteter m.v. indgået mellem Skatteministeriet og Studenteransattes Landsforbund samt Foreningen af Danske Lægestuderende.

    Ansættelsen er betinget af, at du er indskrevet som studerende på Aarhus Universitet. Det er ligeledes en betingelse for at varetage formidlingsopgaverne, at du aktivt har deltaget i hele formidlingskurset.Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en styrke og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.

    Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside.

    Om Aarhus Universitet

    Aarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på