Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriets departement søger ny Erhvervsdirektør (BB-65BDB)

Found in: Neuvoo Bulk DK

Description:

Vil du have en hverdag helt tæt på dansk politik? Vil du stå i spidsen for genstartsdagsordenen i Erhvervsministeriet og bidrage til at udvikle erhvervspolitikken i Danmark?

Så er du måske den person, vi søger som ny Erhvervsdirektør.

Om jobbet

Erhvervsdirektøren er ansvarlig for området "Erhvervsudvikling, erhvervsfremme og genstart", der i den kommende tid får en væsentlig rolle i forbindelse med genstartsarbejdet på erhvervsområdet. I den forbindelse er der blandt andet nedsat syv regionale vækstteams, der skal komme med anbefalinger til, hvordan Danmark kommer styrket ud af COVID-19-krisen, ligesom der kommer til at være et stort fokus på at genetablere Danmark som et stærkt brand, både når det kommer til tiltrækning af turister og investeringer.

Området arbejder målrettet med at skabe konkurrencedygtige og innovative vækstvilkår for erhvervslivet inden for en række erhvervspolitiske styrkepositioner som life science, turisme, de kreative erhverv, forsvarsindustrien samt fiskeri og fødevarer.

Erhvervsdirektøren har samtidig ansvaret for koordineringen af ministeriets coronaindsats og har en række opgaver knyttet til genåbningen af Danmark efter COVID-19, Regeringens og Erhvervslivets Coronaenhed, en række sektorpartnerskaber og den kommende Epidemikommission. Desuden har direktøren ansvar for Erhvervsministeriets life science enhed og det decentrale erhvervsfremmesystem, der understøtter, at der er de bedst mulige rammer for en lokal vækstindsats, der giver mulighed for vækst og udvikling. 

Om dig

Som Erhvervsdirektør har du en udadvendt funktion i forhold til samarbejdspartnere og interessenter. Du sidder i en række bestyrelser, hvor du repræsenterer Erhvervsministeriet. Du har det ledelsesmæssige og organisatoriske ansvar for området og træffer de nødvendige beslutninger for, at opgaverne løses optimalt i det daglige. Du sikrer, at det tætte samarbejde internt i departementet samt samspillet med koncernens institutioner og ministeriets samarbejdspartnere og interessenter varetages professionelt. Du forstår at læse den politiske situation, har en god fornemmelse for, hvad der skal prioriteres og har et skarpt, strategisk blik på det erhvervspolitiske område.

Vi forventer, at du har en samfundsvidenskabelig baggrund. Du har dokumenterede lederevner og har en motiverende ledelsesstil. Du er målrettet, resultatorienteret og spotter tendenserne inden for dit fagområde. Du har gennemslagskraft i din ledelsesstil og er en god kommunikator.

Der lægges vægt på, at du har haft et karriereforløb, der kan matche jobbet som direktør i et departement og har evnen til at samarbejde i et politisk præget miljø. 

Om os

Vi er et område med ca. 23 medarbejdere, der arbejder for at styrke mulighederne for vækst og erhvervsudvikling i Danmark. Vi løser vores opgaver i tæt samarbejde med både vores egne styrelser og andre ministerier, og i dialog med både virksomheder, organisationer, kommuner, regioner og forskere. Vi lægger vægt på at samarbejde i teams, og vi giver hinanden en hånd, når der er brug for det.

Som ansat i Erhvervsministeriet bliver du del af et bredt favnende ministerium med en stor kontaktflade til resten af centraladministrationen, erhvervslivet og interessenter over hele landet. Du vil få en spændende og varieret hverdag tæt på de politiske beslutninger, hvor der er fokus på at levere bidrag af høj kvalitet – ofte med kort frist. Teamånden er i højsædet, og vi bakker hinanden op for at opnå de bedste resultater. Samtidig er det helt centralt for os, at vores arbejde gør en positiv forskel for danske virksomheders vækst og konkurrenceevne.

Om ansættelsen

Ansættelsen sker efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten i løngruppe 3. Ansættelsen sker i et 5-årigt åremål med mulighed for forlængelse i op til 3 år.

calendar_today1 day ago

Similar jobs

location_onKøbenhavn, Denmark

work Erhvervsministeriet

Apply:
I expressly authorise the Terms and Conditions